Senest opdateret af Silas maj 2017
Denne side er oprettet i 2016/2017 og informerer om fremtidig ejerskifte på Soldalen, Bornholm
Isa og Friedhelm har henholdsvis rødder på Bornholm og i Tyskland. Begge to er vi oprindelig socialpædagoger med inspiration fra R. Steiners pædagogiske univers. Vi har boet på Soldalen siden 1983 og er nu fyldt 58 og 61 år. Vores alder betyder at tiden er moden til at overgive stedet til nye og yngre kræfter. Vi selv startede at drive Soldalen som gæste- og kursussted. På et tidspunkt kalde vi stedet: ”Feriehøjskole Soldalen” – maske lidt højtdragende men det siger noget om vores lidt anderledes syn på turismen som vi også er en del af.
Isa har arbejdet som familierådgiver i kommunalt regi indtil hun for 10 år siden gjorde sig selvstændig med børnehaven ”Liden Stina” her på Soldalen. I dag er der 10 – 14 børn og nogle ansatte pædagoger. I 2009 åbnede vi Bornholms æblemosteri: Mostballaden. Vi forarbejder lokale æbler og frugt. Isa og mig har 5 børn, hvoraf 4 er flyttet hjemmefra. Desuden er der indtil nu 4 børnebørn.
Soldalen har altid været hjemsted for vores familie men samtidig også et åbent, offentlig mødested for mange mennesker til meget forskelligartede aktiviteter. Dertil hører: musik, familiesommeruger, bondegårdsferie, foredragsrækker, kursusgruppeophold, vævekurser, bogbindekurser og meget mere.
Bygninger
Til Soldalen hører 10 ha jord. Vi har forskellige mindre dyrehold og dyrker en lille grøntsagshave. Resten er vild skov og engarealer – bare vidunderlig natur.
Soldalen ligger midt på Nordlandet lidt udenfor Olsker. Vi ligger i en landzone, men har vores eget tillæg til Bornholms Regionalplan. Dette giver os nogle friheder i forhold til videreudvikling af stedet.
P.t. er der følgende bygninger som er placeret i en ”landsbyagtigt” sammenhæng
- 9 ferielejligheder/feriehuse med soveværelse/sovehems, køkken, bad, stue, terrasse.
- En restaurant med plads til 45 gæster samt godkendt industrikøkken og udendørsterrasse.
- En børnehave med plads til 14 børn
- En privatbolig i stuehuset
- Lidt småbyggeri i forbindelse med mosteriet (en endelig mosteproduktionsbygning er påbegyndt)
- Et skovhus som bruges som træningssted for artister
Plus lidt mere småbyggeri bl.a. lille hobbystald, pavillon, brændeskur, værksted etc.
Idéer
Situationen p.t.
Den 1. december 2018 ønsker Friedhelm at trække sig tilbage og gå på efterløn. Det er en forudsætning at lukke momsnummeret og videregive Soldalen eller dele af det til gode, visionære og engagerede yngre kræfter. Dette kan ske i form af en pagtaftale med henblik på et senere salg eller i form af salg med det samme.
Stedets størrelse og udformning indbyder umiddelbart til at 2 -3 parter bor og arbejder på gården fremadrettet, men vi er åbne for andre forslag. Vi tror at Soldalen kan bruges i forskellige sammenhænge. Men samtidig at der er nogle bedrifter i gang, som kunne være værd at fortsætte med og videreudvikle på. Se virksomheder på Soldalen længere nede.
Et drømmescenarie som vi ser det
Stedet bliver bo- og arbejdsplads for tre partnere/familier/aktører?
Soldalen er f.eks. oplagt for pædagoger med interesse i at videreføre børnehaven? Eller personer med bid på en verden af æbler og frugt, og med ambitioner for mosteriet. Følgeprodukter som cider, æbleeddike, æblesirup og forskellige marmelader kunne f.eks. tilføjes i produktporteføljen. Det er dog vigtigt at understrege at disse forslag ikke er en forudsætning for at ville høre nærmere om Soldalen. Man bør ikke holde sig tilbage, hvis man blot ønsker at bo på stedet og arbejde et andet sted på Bornholm, eller ser muligheder i at bruge Soldalen til andre, nye formål. I begge tilfælde er man mere end velkommen til at byde ind med sine drømme og visioner.
Den nye genneration er allerede på vej
Vores søn Aslak og hans kæreste Melanie som begge er professionelle artister inden for ny-cirkus, har bl.a. en idé om at bruge nogle dele af Soldalen som Kreations- Performance- og Undervisningssted. Samtidig have deres familiære base på gården. Men vi søger også fortsat flere interessenter til dette fantastiske sted. Vi efterspørger mennesker der har en holdning til fællesskab, praktisk gåpåmod, som har pæren i orden og en god sæk fuld af udholdenhed, til de lange seje træk.
Historie
Soldalen er oprindeligt en æbleplantage og planteskole, grundlagt af Helene Andersen, som købte stedet tilbage i 1936 og som vi købte af i 1985. Hun drev det hele uden gift og plantebeskyttelsesmidler, længe inden det kom til at hedde økologisk. Og det har vi altid været stolte af. Helene selv var en særlig, rødhåret og visionær single, som lod sig inspirere af naturens kræfter (hun hørte stemmer og samarbejdede med de underjordiske, bl.a.), af tidens nye strømninger med at spise vegetarisk, lade affald gå retur og blive til ny næring samt at være pacifist. Hun fik bl.a. gennemtrumfet, at der ikke må foregå militærøvelser på Soldalens område. Helene inviterede i 70-erne ”de langhårede” (hippierne) på besøg og belærte dem om grøntsagers og naturens værdier.
Da vi købte Soldalen i 1985 af Helene havde det stået tomt i 8 år. Helene havde lagt alle sine kræfter i plantagen og skoven. Her var lokum i gården og kun en enkelt vandhane i huset. Vi fik lagt nyt strømnet, boret en brønd og lavet badeværelse. Med gode venners hjælp fik vi lagt nyt tag og malet alle vinduerne allerede den første sommer. Vennerne boede i telt i haven og alle deltog i madlavning osv. hele sommeren. Da blev også vores første barn født.
Der fulgte år med mere byggeri og flere børn, også plejebørn; fårehold og biavl, og i 1992 var den første ferielejlighed færdig til brug. Da feriehytte nummer fem stod klar startede vi et samarbejde med et lille tysk rejsebureau, som i de næste mange år sendte familier på ferie her hele sommeren og nogle år også i efterårs- og juleferien. Vi blev ofte beskrevet som en blanding mellem Bulderby og Findus og Peddersens sted.
Drone flyvning (Soldalen, 2016)
Virksomheder på Soldalen
Liden Stina Naturbørnehave
Dagligdagen i Liden Stina er inspireret af Steiner-pædagogikken, især som den er beskrevet af Inger Brochmann på diverse kurser og i bogen Årstidsfester. Der skal være tid og rum til fordybelse, efterligning af de voksnes meningsfulde gøremål og forståelse for naturen og dens rytme. Børnehaven er efter 10 år i drift blevet en fast bestanddel af livet på Nordbornholm. www.lidenstina.dk
Mostballaden
Vores lille mosteri, startet i 2009, forarbejder udelukkende friske, solmodne, bornholmske æbler og bær. Den korte vej fra jord til bord sammen med den lokale forankring er af afgørende vigtighed for os. Mosteriet er en lille virksomhed med stigende omsætning og gode fremtidsprognoser. For at tage det næste hop skal der investeres i bygninger. www.mostballaden.dk
Soldalen – Gæste- og kursussted
Familieferieophold på en gård fyldt med oplevelser. Feriehuse/lejligheder er bygget i enkelt skandinavisk stil. I Gårdbutikken /Restauranten sælges egne mostvarer, kasketter og brugskunst.
www.soldalen.dk
Kameloso – Cirkus teater i Soldalen
En-dags festival arrangeret af Aslak Gärtner og Melanie Hagedorn.
Wilgart – Håndlavede kasketter
Silas Gärtner, født og opvokset på Soldalen, tomlede igennem Europa i 2009, og mødte tilfældigvis en gammel kasketmager. Med overtalelse og gåpåmod fik Silas lov at starte i lære, og har nu sin egen lille kasketvirksomhed der fremstiller håndsyet hovedbeklædning i København. Virksomheden planlægger at åbne et lille intermistisk kasketmageri med værkstedssalg på Soldalen i år 2018. www.wilgart.dk
Filosofi
Hvis året var gået og vi som de fastboende havde det indtryk at vores gæster rejste hjem med noget nyt og inspirerende fra vores lille verden, og at vi samtidig selv, gennem deres besøg fik tilført nyt og givende for vores liv, så var året et godt år og hele umagen værd. Og sådan har det som sådan været for det meste. Denne ping – pong mellem det private og det fællesskabs/samfundsrelaterede liv er en af de hjørnepiller som driver vores virken og motiverer os.
Kontakt
Ring os gerne op hvis du har drømme, spørgsmål eller bare vil høre mere om Soldalen.
Tlf. Friedhelm Gärtner 51326303
Tlf. Isa Dam 21126823